Historien om Rosti begynder i starten af 1940’erne, da to unge mænd gik på Købmandsskolen i København. En dag manglede Stig Jørgensen penge til en togbillet og lånte to kroner af studiekammeraten Rolf Fahrenholtz. Tokronerslånet blev indledningen til et livslangt partnerskab og venskab. I 1944 stiftede de sammen firmaet Rosti, der beskæftigede sig med grossistvirksomhed og halvfabrikata til isenkrambranchen. Firmanavnet var en sammensætning af deres fornavne, Rolf og Stig.
Under besættelsen blev det svært at skaffe tilstrækkelige mængder af jernprodukter til virksomheden, og de så sig om efter andre materialer. Især kunne de se et marked for plastic, men da det var vanskeligt at skaffe, faldt valget på bakelit. Til at begynde med fremstillede de lampefatninger, da efterspørgslen på en kontorlampe, som de ikke kunne skaffe fatninger til, fik dem til selv at starte en produktion i baglokalet.
Produktionen kom hurtigt til at omfatte så forskellige produkter som vinduesskrabere, skolæste, pibespidser og knapper.
De to indehavere, Rolf Fahrenholtz og Stig Jørgensen, havde et ønske om at fremstille et sæt røreskåle i melamin, og det blev indledningen til eventyret om Margrethe-skålen. Arbejdet startede i 1947 med en omfattende undersøgelse af danske husmødres ønsker til den ideelle røreskål, og i 1950 blev skålen sat i produktion. I 1954 fik den sit navn efter den danske prinsesse Margrethe og blev lanceret i tre størrelser i fire pastelfarver. Efterhånden kom flere størrelser til, senere blev de fremstillet med gummiring i bunden, og endnu senere kom der låg til alle skåle.